Samsoroots.dk Genindvielsen af Kyholm’s kirkegård.
Begravede på Kyholm
Fotoserie af Mogens Wedel-Heinnen
Genindvielsen af Kyholm’s kirkegård var
programsat til den tirsdag 19. juli 1932, men pga. dårligt vejr blev det
først om fredagen den 22. juli.
Begivenheden blev
nøje fulgt af pressen, med store artikler til følge. Talerne ved genindvielsen
blev bragt i sin fulde længde i Samsø Folkeblad, talerne var Lensgreve
Danneskjold-Samsøe, Pastor Terkelsen, Lærer Bent Rasmussen og til sidst Provst Thomsen. Jeg har også valgt at formidle taler i sin
fulde længe, for jeg synes at de giver et godt billede af det arbejde der er
gået forud.
Som
det kan læses er det Tranebjerg menighedsråd der står for vedligeholdelsen af
kirkegården. Det foregår på denne måde at menighedsrådet hvert år,
grundlovsdag, tager til Kyholm for at ordne kirkegården.
Karl Erik.
Taler ved kirkegården på Kyholm.
Fra den
stemningsfulde højtidelighed på den lille Ø.
_____________________
Ved genindvielsen
af Kyholm kirkegård udtalte
Det er mig en
glæde at se, at de alle har fulgt Tranebjerg Menihedsråds indbydelse.
Som ejer af
Kyholm vil jeg byde Dem alle velkommen
til Kyholm.
Så længe mine
forældre levede lærte de mine søskende og mig at have den dybeste veneration
(ærbødighed) for alle de gamle minder på Samsø.
Da Grevskabet gik
over til fri ejendom, lå det mig på sinde, at få fredet alle mindesmærker på
Brattingsborg grund. Jeg henvendte mig til Natiolnalmuseet, og jeg skylder
dette og museumsinspektør Hans Kjær megen tak.
Oldtidsminderne
fredede vi ved fredningsdeklaration, der blev tinglæst på ejendommen, og de
fleste er allerede frede på
Natiolnalmuseet foranstaltning.
Da vi kom til
minderne den historiske tid 1801-15 blev det vanskeligere, da Natiolnalmuseet
aldrig freder noget, der hører nutiden til; men vi har dog fået fredet de 4
skanser ved Lyshagen samt de tre Batterier (Lilleør, Kyholm og Besser Rev).
Det sidste var at
få ordnet forholdene ved Kyholms kirkegård. Den sag kunde Natiolnalmuseet ikke
tage sig af, og kirkeministeriet heller ikkke. Forholdene kom da tilstå mellem
Tranebjerg mininghedsråd og mig.
Det var glædeligt
for mig at erfare, med hvilken forståelse denne sag blev mødt, ikke alenefra
meninighedsrådet og provstiudvalget side, men også fra sognerådene.
En oprigtig tak
til alle, der har bedraget hertil. Jeg ser heri afslutningen på dette
fredningsværk.
Når mange år er
gået og vi er gået bort, vil jeg håbe at der i Tranebjerg sogn stadig må være
mange, der søger ind i Tranebjerg kirke og finde fred og hvile for deres tanker
og nære de samme ønsker som vi overfor Kyholm: at deres grave må blive i fred.
Hermed overdrager
jeg den fremtiddige vedligeholdelse til til Tranebjerg sogns meninghedsråd.
”Til himlene
rækker”. (se resten af
salmen)
Pastor
Terkildsen:
Når vi ser ud
over dennne store forsamling og lader øjet glide videre ud over sø og bakker, må
vi alle bekende, at det er en smuk ramme om denne ejendommelige felt. Det er en
ejendommelig færd, at vi er på rejse over til en øde Ø, som en gang har været
beboet og været skueplads for et broget menneskeliv, og som har ligget øde
mange år siden, dwer har lydt salmesang på dette sted. Vi befinder os på Tranebjerg
sogns grund, Lensgreven rejste sagen med så stor kærlighed og forståelse, og
sammmen med nationalmuseet førte han den til ende.
På Tranebjerg
meninghedsråds vegne modtages kirkegården til fremtidig vedligeholdelse efter
at den i forvejen er så smukt istandsat fra Lensgreven og Samsøs sogneråds
side. Vi glæder os over at have denne forsamling nærværende i dag.
Det, at
Samsø sogneråd har stillet sig bagved, viser, at det er en fællessag og æressag
for Samsø at være med til at bevare dette ejemdommelige minde om en indsats i en
tung tid for fædrelandet.
Vi føler det som
en kærligheds- og trofasthedspligt og som en personlig tilfredshedstilelse. Det
falder i tråd med den historiske sans, som er vågnet i vort fædreland.
Denne vor
mindefærd og fest i dag har til sit formål at genoplive et fortidsminde, som
har betydet ikke så lidt for dem, der har levet det på nærmeste hold. Vi vil i
tanken gå tilbage til den tid, da denne Ø var beboet og befæstet.
Forposttjenste for det øvrige folkeligede liv, – også med udenlandsk islæt -,
som har været levet her, da udenlandske skibe lagde til nede ved havnen ofte
under farefulde forhold, både i krigs- og fredstid. Der har på denne Ø været
levet et liv både med smil og tårer, med frygt og håb. Det værdifuldeste minde
om den tid er denne plet, hvorpå vi er
samlet. Vi mindes ikke blot de tårer der er fældet her på kirkegården og Øen,
men også når budet kom til fjernboende slægtninge om dødenshøst.
Det er
overvejende antal unge mænd, faldet i opbud for fædrelandet, og vi kan sige i
en slags slags forposttjeneste for det øvrige folk. Det er overvejende en dansk
soldaterkirkegård, som vi her er samlet på.
Her har
soldaterne nu hvilet i over 100 år under et kors, som forlængst er smuldret
hen. Vi har glædet os over at få kirkegården i stand og korset rejst i den
gamle skikkelse og med den gamle indskrift som et vidnesbyrd om at vi gerne vil
være med til at frede dette minde og denne plet. Jeg kan ikke frigøre mig for
at sammenligne den med en nabo soldaterkirkegård.
Tænker på Odden
med den
smukke minde, rejst over dem, der faldt ved Sjællands Odde, da ”Prins
Christian Frederik” – ”den sidste orlogsmand af Danmarks stolte flåde” – gik
ned.
Denne har været
glemt og faldet i ruin. Den anden har været kendt og næsten kendt over af hver
mand i landet, takket være navnene Peder Willemoses og Grundtvig.
Her er en fattig
kirkegård med et tarveligt trækors, og der det pragtfulde mindesmærke. Her står
en i højeste grad tam og trospræget åndsfattig indskrift fra rationalismens
tid:
”O venlige grav,
i din skygge bor fred,
din tavse
indvåner af sorger ej ved”.
Og dér Grundtvigs
malmfulde indskrift: ”De snekker de mødes i kvæld på hav” osv.
Der er forskel på
disse to kirkegårde, men når vi går bagved det ydre er virkligheden den samme.
Begge steder
gemmer støvet af unge mænd, som levede under de samme kår og havde den samme
kamp, faldet i samme krig, på deres post.
Nu er denne gamle
kirkegård – og vi glemmer ikke dem, der stod på¨karentænetidens farefulde poist
– sat i stand. Vi siger tak til Lensgreven for den smukke tanke, og tak til
alle, der var med til at få den fuldført.
Tak til Mikkelsen og Thomsen for det
smukke kors. Tak til sognerådene. Er glad ved, at vi i Tranebjerg meninghedsråd
kan tage mod den tak, der har lydt, men så skal der også siges siges tak til en
kærlig tak til Bent Rasmussen, som nu også er kirkegårdsværge her, for hans
store arbejde og interesse for dennne sag og udredning af Kyholmshistorie. Det,
vi har gjort her i dag, er ikke noget, der betyder noget i den store verden
eller for dem, hvis ben smuldrer i jorden.
Med hensyn til de
henfarne slægter: måtte de hvil i fred, måtte det evige lys skinne for dem,
deres sjæle befaler vi gud, deres minde skal tale til os, og det vil vi være
med at værne om. Det betyder noget for os, som nu lever og som hver har sin
lille del af ansvaret for vort fælles fædreland til styrkelse af
samhørighedsfølelsen med vort folk til troskab, til trofasthed og taknemelighed
mod den højeste, som i en tung tid vogtede Danmark og lod os beholde vort
fædreland og som det er vor bøn vil bevare det fremdeles.
Hermed være den
gamle kirkegård genindviet.
Så faldt dæket
for det nye, sortmalede egekors med indskift samt dødningehoved og knogler.
-
” Udrundne
er de gamle dage”.(se
resten af salmen)
Lærer Bent
Rasmussen gav et lille rids af Kyholms historie og dens kirkegårds historie.
Henviste iøvrigt til ”Den Kyholms historie” af ham, findes på biblioteket.
Mindedes 1709-11,
da den nordiske krig bragte pesten. I denne periode lå et pesthus for jylland
her på Øen. Måske kan stedet påvises, og måske da kirkegården her allerede er
indviet. Til Samsø kom pesten ikke, nemlig på grund af forvalteren Hans
Mouridsens kraftige foranstaltninger. Han afspærrede fuldstændig Samsø fra
forbindelse med omverdenen, idet han tog ”alle fiskere, landboere og udroere”,
som plejede at fare med båd, i ed på ikke at handle eller have forbindelse med
forbisejlende skibe. 302 mænd aflagde ed – iblandt dem ingen fra Krogsgård,
Wadstrup og Tranebjerg.
Hans Mouridsen
har af glædeog taknemlighed mod Gud sat en tavle i Tranebjerg kirke, hvor der
bl. a. står:
”Den nu antændte
pest og krig og krig Gud nådelig bortvende.
Gud skåne os med
nådens flig, Gud os for sine tende,
der leve må på
Samsøe land, som Israel i gosen,
til vi blir sat i
bedre stand,
i canån ser rosen
af Sarons hinde
have bred.
Når Gud os til
sig henter,
Gud, lad os være
da bered
at finde det, vi
venter”.
Tavlen er opført
1711, da pesten var ophørt, men han boede på Samsø til 1717, da han blev
forpagter af Kalundborg Ladegård. – Et ?? gik, og nu som Danmark i krig med
England, og Kyholm kom igen til at spille en rolle i Danmarks historie.
1801-15.
Kyholm blev lavet
til en stærk fæstning – et sikkerts sted at søge hen for de danske skibe. Fra
Lilleør til syd for Brattingsborg langs øst var der batterier, skanser og
flescher, og i havnen her var stationeret 4 kanonbåde – foruden en roflortille.
Besætningen var
på ca. 400 mand. Officerer, underofficerer og menige var gift, så der findes
nogle børn herude.
Der var oprette
et ”Samsø feltpastorat” under Holmens kirke (marinen). Her fandtes et lille
kapel hvori feltpræsten prædikede. – Den ene af dem var pastor Henchells søn
fra Tranebjerg, senere præst i Kolby. Døden gjorde hyppig sin høst. Af de 86
dødsfald er 82 soldater, mens der er 4 børn. Enkelte, matroser er konfirmerede
herovre og en korporal født i Heidelberg, er viet i det lille kapel.
I krigsperioden
tages Kyholms kirkegård i brug 1808. den ere indvendig målt 17,5 m gange 17,5
m, eller ca. 300 kvm.
Der er i
krigsperioden begravet 64 her, 18 på Nordby kirkegård(deraf de de 5 nordmænd,
som faldt), 4 på Besser kirkegård.
I 1812: 41
dødsfald eller omtrent halvdelen. Efter freden i Kiel 1814 blev hele det
militære apparat ophævet. Kommendantbolig og kasernen på Kyholm nedbrudt.
Så hvilede roen
over Kyholm til karentænetiden 1831-59. anstalten byggedes i 31 og var færdig
til at tages i brug 1832.
I onsdags – den
20. juli var det
netop 100 år
siden,
at det første
skib – kolerasmittet – stod ind til losningsbroen, der var 140 fod lang, 30 fod
bred og der var 14 fod dybt vand. 2 mand var døde af kolera på rejsen.
I den nordre ende
af sygehuset lå ”et meget skønt og smagfuldt kapel”, hvor der holdtes
gudtjeneste af sognepræsten til Besser-Onsbjerg og hans kappelan, der har titel
af præst ved karentæneetablisementet.
I denne periode
fødtes 37 børn på Kyholm, ægteviedes 3 par og døde 19, nemlig 12 mænd on 7
kvinder. De døde af smitsom sygdom, skulde iflg. Kancelliet, af 8. maj 1832,
begravedes af karentænemesteren. – Ved auktionen i 1859, som varede i flere
dage, solgtes alt – selv plankeværket.
Øen lå igen hen i
sin ubemærkethed.
Om foråret
blomstrede påskeliljer – ”Bondeblomst i landsbyhave”, og efeu dækkede et stort
stykke af kirkegården. Få og tarvelige har monomenterne været. Gitterlågen, som
sad, hvor indgangen nu er forfalt, og kreaturer søgte ind på kirkegården under
de vildtvoksende kirsebærtræer og andet krat.
Da lod den afdøde
Greve i 1908 indgangen lukke med afslutning af diget, så nu var der fred, men
det hele groede sammen til et vildnis.
Har Øen været
beboet og dens navn kendt ud over Danmark, og kirkegården været benyttet.
Livet har gået
sin gang, tårer er fældet ved mange af gravene eller af de fraværende. I 1930
lod Greven de gamle skanser m.v. fredlyse under museumsinspektør Kjær, at
kirkegården blev istandsat og fredet. Det førdte meninghedsrådmøde på Øen
holdtes 4. september 1930 sammen med provstiudvalget ved den sydlige del af
diget for nærmere at tale om spørgsmålet. Alle var enige i, at man burde
forsøge at få den fredet til sin gamle skikkelse.
Hjertelig tak for
de rosende ord fra pastor Terkildsen om mit arbejde for denne sag. Der har
været mange ting at ordne, men fra alle sider vistes stor interesse herfor.
Vi takker
Lensgreven for initiativet og medvirken, for fredlysningen og fordi han har
betalt for, at pladsen blev ryddet og renset ved flere gange gennemgravning og
opsamling af ukrudt. Ligeledes udviste og forærede Greven det egetræ, som
korset er lavet af. Jeg vil som denne kirkegårds værge takke derfor.
Vi ville gerne
føre kirkegården tilbage til sin gamle skikkelse og var enige om , at
få rejst et
kors
svarende til det,
der stod før. En gl. Kyholmboer – Marie Grønbech Larsen, Sildeballe -, hvis
søster ligger der, samt flere andre fortalte om hvorledes det gamle kors, der
stod her, så ud.
Også skriftlige
kilder kunde vi øse af mht.udseendet, men ikke højden. Marie Grønbech L. mente
4-4½ m. Vi drøftede spørgsmålet med dir. Mackeprang, nationalmuseet, og spurgte
om de ikke kunde stemme med målene på de romerske kors(kristi kors), men det
kunde ikke skaffes oplyst, men det menes, at højden kan passe.
Tømrer M.
Mikkelsen lavede tegning efter de gamle beskrivelser og lavede ege-korset.
Indskriften er udskåret af snedker M. Thomsen medens maler G. Nielsen har malet
korset – sort med de hvidmalede dødningehoved og de overlagte ligende knogler
som på det gamle.
Over topstykket
og ved grunden er det forsynet med en blykappe for regn og fugt.
Tirsdag den 5.
juli stillede vi det op midt for østsiden. Vi fandt stedet, hvor det skulde stå,
ved, at måle ud fra den gamle indgang i vest og lavede en m bred vej derover,
det pasede lige med midten. Her gravedes korset krydsfod ned. Da stødte vi på
en bunke sten, og imellem dem fandt vi resterne af det gamle kors. Af stumperne
kunde fagfolk se, at det har vælret fyrretræ. Det er interessant at det nuværende
kors netop er rejst på det gamle kors plads.
Jeg garanterer,
at det nok skal stå i 100 år, sagde M. Mikkelsen, vi tager imod garantien.
Fra den v. til
den ø. længedesides midte har vi lavet 1 m br. vej, så disse veje danner et
græsk kors, så dette fredhellige symbol kan stå over kirkegården og ligge på
den. Det kunde synes, som der netop har gpået en sti såleledes, når man ser de
to eneste gravsteder, vi fandt,, da vejen kommmer ind for enden af dem begge og
pladen vender den vej – som mod en gang. Der findes ingen indskrift på stenene;
den har nok været malet på.
Endnu kan man
huske en 3. grav i N. V. Hjørnet, hvorfra vi fandt en stup marmorplade.
Nu
vil vi afsløre den sten, der står ved vestenden af tværgangen. Vi takker
murermester J. J, Jensen.
Vi har
ladet indhugge:
Her
begravedes i krigsperioden 1801-15: 64.
Og i
karantænetiden 1831-59: 19.
Stenen
er ca 1 m høj og 60 cm bred og står på en granitsokkel. Vi valgte den, fordi
den er ikke stor og prangende, men pasende til den nøgterne nog fattige – åndeligt
som økonomisk – under Frederik 6.
Indskriften
er også derfor gjort så kortfattet og enkel som muligt.
At
pladsen er så ren og alting så godt, takker vi opsynsmand Sørensen og hans
hjælpere for. Han har udført et godt arbejde ud fra sin store interesse for
sagen.
De
gamle påskeliljer, som fandtes her, er gravet op og bevaret for at sættes op
igen om korsets og stenens fod.
Bukketornene
på diget bevares for at værne mod vind og vejr, og hele kirkegården – også
gangene – vil blive tilsået med vedvarende græs. Der vil blive en lille udgift
til den årlige vedligeholdelse, men det håber vi, at Samsø sogneråd vil hjælpe
os med at dække, da dette historiske interessante minde er lige godt for hele
Samsø.
Det
har været let at arbejde med denne sag, thi alle har vist den største interesse
og hjælpsomhed, et smukt vidnesbyrd om deres historiske sans.
Nu
100 år efter, at kirkegården blev taget i brug i sidste periode, er korset
rejst på det gamle sted, og en sten er sat for at fortælle om, hvor mange her
hviler. Vi kan herovre høre historiens vinge sus, og vi må lytte, også når det
nu siger:
Om
100 er alting ikke glemt. Lad disse ting tale om henfarne tider, men
også om, at der i vor tid var interesse for, at dette 100 års minde blev
opfrisket, fredet og bevaret.
-----------
Provst
Thomsen, Besser: for 3-4 år siden havde man ikke fået det indtryk at
kirkegården som nu, idet alt var sammmengroet af tjørn og ukrudt. Det er en
meget stor glæde at se så smukt, det er sat i stand.
Som
stedets provst en hjertelig tak til Greven og menighedsrådet fopr dette gamle
mindes fredning og bevaring.
Tak
til lensgreven for den interesse og den pietet, De på forskellig måde har vist
for det gamle. Ønskede, at det vilde være således rundt om, hvor dere er noget
værdigfuldt af gammelt, at det bliver bevaret. Derfor tak også til sognerådene,
fordi de har vist interesse i dette tilfælde og håbede og så at kunne få hjælp
på andre områder til at bevare de gamle ting, inden det bliver for gammelt.
Tak
til museumsinspektør H. Kjær.