Genindvielsen


Genindvielsen af Kyholm’s kirkegård var programsat til den tirsdag 19. juli 1932, men pga. dårligt vejr blev det først om fredagen den 22. juli.

Begivenheden blev nøje fulgt af pressen, med store artikler til følge. Talerne ved genindvielsen blev bragt i sin fulde længde i Samsø Folkeblad, talerne var Lensgreve Danneskjold-Samsøe, Pastor Terkelsen, Lærer Bent Rasmussen og til sidst Provst Thomsen. Jeg har også valgt at formidle taler i sin fulde længe, for jeg synes at de giver et godt billede af det arbejde der er gået forud.Som det kan læses er det Tranebjerg menighedsråd der står for vedligeholdelsen af kirkegården. Det foregår på denne måde at menighedsrådet hvert år, grundlovsdag, tager til Kyholm for at ordne kirkegården.
Karl Erik Kornmaaler Mikkelsen

Taler ved kirkegården på Kyholm.Fra den stemningsfulde højtidelighed på den lille Ø.

_____________________

Ved genindvielsen af Kyholm kirkegård udtalte

Lensgreve Danneskold-Samsøe:

Det er mig en glæde at se, at de alle har fulgt Tranebjerg Menihedsråds indbydelse.

Som ejer af Kyholm vil jeg byde Dem alle  velkommen til Kyholm.

Så længe mine forældre levede lærte de mine søskende og mig at have den dybeste veneration (ærbødighed) for alle de gamle minder på Samsø.

Da Grevskabet gik over til fri ejendom, lå det mig på sinde, at få fredet alle mindesmærker på Brattingsborg grund. Jeg henvendte mig til Natiolnalmuseet, og jeg skylder dette og museumsinspektør Hans Kjær megen tak.

Oldtidsminderne fredede vi ved fredningsdeklaration, der blev tinglæst på ejendommen, og de fleste er allerede frede på  Natiolnalmuseet foranstaltning.

Da vi kom til minderne den historiske tid 1801-15 blev det vanskeligere, da Natiolnalmuseet aldrig freder noget, der hører nutiden til; men vi har dog fået fredet de 4 skanser ved Lyshagen samt de tre Batterier (Lilleør, Kyholm og Besser Rev).

Det sidste var at få ordnet forholdene ved Kyholms kirkegård. Den sag kunde Natiolnalmuseet ikke tage sig af, og kirkeministeriet heller ikkke. Forholdene kom da tilstå mellem Tranebjerg mininghedsråd og mig.

Det var glædeligt for mig at erfare, med hvilken forståelse denne sag blev mødt, ikke alenefra meninighedsrådet og provstiudvalget side, men også fra sognerådene.

En oprigtig tak til alle, der har bedraget hertil. Jeg ser heri afslutningen på dette fredningsværk.

Når mange år er gået og vi er gået bort, vil jeg håbe at der i Tranebjerg sogn stadig må være mange, der søger ind i Tranebjerg kirke og finde fred og hvile for deres tanker og nære de samme ønsker som vi overfor Kyholm: at deres grave må blive i fred.

Hermed overdrager jeg den fremtiddige vedligeholdelse til til Tranebjerg sogns meninghedsråd.

”Til himlene rækker”. (se resten af salmen)

Pastor Terkildsen:

Når vi ser ud over dennne store forsamling og lader øjet glide videre ud over sø og bakker, må vi alle bekende, at det er en smuk ramme om denne ejendommelige felt. Det er en ejendommelig færd, at vi er på rejse over til en øde Ø, som en gang har været beboet og været skueplads for et broget menneskeliv, og som har ligget øde mange år siden, dwer har lydt salmesang på dette sted. Vi befinder os på Tranebjerg sogns grund, Lensgreven rejste sagen med så stor kærlighed og forståelse, og sammmen med nationalmuseet førte han den til ende.

På Tranebjerg meninghedsråds vegne modtages kirkegården til fremtidig vedligeholdelse efter at den i forvejen er så smukt istandsat fra Lensgreven og Samsøs sogneråds side. Vi glæder os over at have denne forsamling nærværende i dag.

Det, at Samsø sogneråd har stillet sig bagved, viser, at det er en fællessag og æressag for Samsø at være med til at bevare dette ejemdommelige minde om en indsats i en tung tid for fædrelandet.

Vi føler det som en kærligheds- og trofasthedspligt og som en personlig tilfredshedstilelse. Det falder i tråd med den historiske sans, som er vågnet i vort fædreland.

Denne vor mindefærd og fest i dag har til sit formål at genoplive et fortidsminde, som har betydet ikke så lidt for dem, der har levet det på nærmeste hold. Vi vil i tanken gå tilbage til den tid, da denne Ø var beboet og befæstet. Forposttjenste for det øvrige folkeligede liv, – også med udenlandsk islæt -, som har været levet her, da udenlandske skibe lagde til nede ved havnen ofte under farefulde forhold, både i krigs- og fredstid. Der har på denne Ø været levet et liv både med smil og tårer, med frygt og håb. Det værdifuldeste minde om  den tid er denne plet, hvorpå vi er samlet. Vi mindes ikke blot de tårer der er fældet her på kirkegården og Øen, men også når budet kom til fjernboende slægtninge om dødenshøst.

Det er overvejende antal unge mænd, faldet i opbud for fædrelandet, og vi kan sige i en slags slags forposttjeneste for det øvrige folk. Det er overvejende en dansk soldaterkirkegård, som vi her er samlet på.

Her har soldaterne nu hvilet i over 100 år under et kors, som forlængst er smuldret hen. Vi har glædet os over at få kirkegården i stand og korset rejst i den gamle skikkelse og med den gamle indskrift som et vidnesbyrd om at vi gerne vil være med til at frede dette minde og denne plet. Jeg kan ikke frigøre mig for at sammenligne den med en nabo soldaterkirkegård.hTænker på Odden med den smukke minde, rejst over dem, der faldt ved Sjællands Odde, da ”Prins Christian Frederik” – ”den sidste orlogsmand af Danmarks stolte flåde” – gik ned

Denne har været glemt og faldet i ruin. Den anden har været kendt og næsten kendt over af hver mand i landet, takket være navnene Peder Willemoses og Grundtvig.

Her er en fattig kirkegård med et tarveligt trækors, og der det pragtfulde mindesmærke. Her står en i højeste grad tam og trospræget åndsfattig indskrift fra rationalismens tid:

”O venlige grav, i din skygge bor fred,

din tavse indvåner af sorger ej ved”.

Og dér Grundtvigs malmfulde indskrift: ”De snekker de mødes i kvæld på hav” osv.

Der er forskel på disse to kirkegårde, men når vi går bagved det ydre er virkligheden den samme.

Begge steder gemmer støvet af unge mænd, som levede under de samme kår og havde den samme kamp, faldet i samme krig, på deres post.

Nu er denne gamle kirkegård – og vi glemmer ikke dem, der stod på¨karentænetidens farefulde poist – sat i stand. Vi siger tak til Lensgreven for den smukke tanke, og tak til alle, der var med til at få den fuldført. Tak til Mikkelsen og Thomsen for det smukke kors. Tak til sognerådene. Er glad ved, at vi i Tranebjerg meninghedsråd kan tage mod den tak, der har lydt, men så skal der også siges siges tak til en kærlig tak til Bent Rasmussen, som nu også er kirkegårdsværge her, for hans store arbejde og interesse for dennne sag og udredning af Kyholmshistorie. Det, vi har gjort her i dag, er ikke noget, der betyder noget i den store verden eller for dem, hvis ben smuldrer i jorden.

Med hensyn til de henfarne slægter: måtte de hvil i fred, måtte det evige lys skinne for dem, deres sjæle befaler vi gud, deres minde skal tale til os, og det vil vi være med at værne om. Det betyder noget for os, som nu lever og som hver har sin lille del af ansvaret for vort fælles fædreland til styrkelse af samhørighedsfølelsen med vort folk til troskab, til trofasthed og taknemelighed mod den højeste, som i en tung tid vogtede Danmark og lod os beholde vort fædreland og som det er vor bøn vil bevare det fremdeles.

Hermed være den gamle kirkegård genindviet.

Så faldt dæket for det nye, sortmalede egekors med indskift samt dødningehoved og knogler.

Lærer Bent Rasmussen gav et lille rids af Kyholms historie og dens kirkegårds historie. Henviste iøvrigt til ”Den Kyholms historie” af ham, findes på biblioteket.

Mindedes 1709-11, da den nordiske krig bragte pesten. I denne periode lå et pesthus for jylland her på Øen. Måske kan stedet påvises, og måske da kirkegården her allerede er indviet. Til Samsø kom pesten ikke, nemlig på grund af forvalteren Hans Mouridsens kraftige foranstaltninger. Han afspærrede fuldstændig Samsø fra forbindelse med omverdenen, idet han tog ”alle fiskere, landboere og udroere”, som plejede at fare med båd, i ed på ikke at handle eller have forbindelse med forbisejlende skibe. 302 mænd aflagde ed – iblandt dem ingen fra Krogsgård, Wadstrup og Tranebjerg.

Hans Mouridsen har af glædeog taknemlighed mod Gud sat en tavle i Tranebjerg kirke, hvor der bl. a. står:

”Den nu antændte pest og krig og krig Gud nådelig bortvende.

Gud skåne os med nådens flig, Gud os for sine tende,

der leve må på Samsøe land, som Israel i gosen,

til vi blir sat i bedre stand,

i canån ser rosen

af Sarons hinde have bred.

Når Gud os til sig henter,

Gud, lad os være da bered

at finde det, vi venter”.

Tavlen er opført 1711, da pesten var ophørt, men han boede på Samsø til 1717, da han blev forpagter af Kalundborg Ladegård. – Et ?? gik, og nu som Danmark i krig med England, og Kyholm kom igen til at spille en rolle i Danmarks historie.

1801-15.

Kyholm blev lavet til en stærk fæstning – et sikkerts sted at søge hen for de danske skibe. Fra Lilleør til syd for Brattingsborg langs øst var der batterier, skanser og flescher, og i havnen her var stationeret 4 kanonbåde – foruden en roflortille.

Besætningen var på ca. 400 mand. Officerer, underofficerer og menige var gift, så der findes nogle børn herude.

Der var oprette et ”Samsø feltpastorat” under Holmens kirke (marinen). Her fandtes et lille kapel hvori feltpræsten prædikede. – Den ene af dem var pastor Henchells søn fra Tranebjerg, senere præst i Kolby. Døden gjorde hyppig sin høst. Af de 86 dødsfald er 82 soldater, mens der er 4 børn. Enkelte, matroser er konfirmerede herovre og en korporal født i Heidelberg, er viet i det lille kapel.

I krigsperioden tages Kyholms kirkegård i brug 1808. den ere indvendig målt 17,5 m gange 17,5 m, eller ca. 300 kvm.

Der er i krigsperioden begravet 64 her, 18 på Nordby kirkegård(deraf de de 5 nordmænd, som faldt), 4 på Besser kirkegård.

I 1812: 41 dødsfald eller omtrent halvdelen. Efter freden i Kiel 1814 blev hele det militære apparat ophævet. Kommendantbolig og kasernen på Kyholm nedbrudt.

Så hvilede roen over Kyholm til karentænetiden 1831-59. anstalten byggedes i 31 og var færdig til at tages i brug 1832.

I onsdags – den 20. juli var det

netop 100 år siden,

at det første skib – kolerasmittet – stod ind til losningsbroen, der var 140 fod lang, 30 fod bred og der var 14 fod dybt vand. 2 mand var døde af kolera på rejsen.

I den nordre ende af sygehuset lå ”et meget skønt og smagfuldt kapel”, hvor der holdtes gudtjeneste af sognepræsten til Besser-Onsbjerg og hans kappelan, der har titel af præst ved karentæneetablisementet.

I denne periode fødtes 37 børn på Kyholm, ægteviedes 3 par og døde 19, nemlig 12 mænd on 7 kvinder. De døde af smitsom sygdom, skulde iflg. Kancelliet, af 8. maj 1832, begravedes af karentænemesteren. – Ved auktionen i 1859, som varede i flere dage, solgtes alt – selv plankeværket.

Øen lå igen hen i sin ubemærkethed.

Om foråret blomstrede påskeliljer – ”Bondeblomst i landsbyhave”, og efeu dækkede et stort stykke af kirkegården. Få og tarvelige har monomenterne været. Gitterlågen, som sad, hvor indgangen nu er forfalt, og kreaturer søgte ind på kirkegården under de vildtvoksende kirsebærtræer og andet krat.

Da lod den afdøde Greve i 1908 indgangen lukke med afslutning af diget, så nu var der fred, men det hele groede sammen til et vildnis.

I krigs- og fredstid

Har Øen været beboet og dens navn kendt ud over Danmark, og kirkegården været benyttet.

Livet har gået sin gang, tårer er fældet ved mange af gravene eller af de fraværende. I 1930 lod Greven de gamle skanser m.v. fredlyse under museumsinspektør Kjær, at kirkegården blev istandsat og fredet. Det førdte meninghedsrådmøde på Øen holdtes 4. september 1930 sammen med provstiudvalget ved den sydlige del af diget for nærmere at tale om spørgsmålet. Alle var enige i, at man burde forsøge at få den fredet til sin gamle skikkelse.

Hjertelig tak for de rosende ord fra pastor Terkildsen om mit arbejde for denne sag. Der har været mange ting at ordne, men fra alle sider vistes stor interesse herfor.

Vi takker Lensgreven for initiativet og medvirken, for fredlysningen og fordi han har betalt for, at pladsen blev ryddet og renset ved flere gange gennemgravning og opsamling af ukrudt. Ligeledes udviste og forærede Greven det egetræ, som korset er lavet af. Jeg vil som denne kirkegårds værge takke derfor.

Vi ville gerne føre kirkegården tilbage til sin gamle skikkelse og var enige om , at

få rejst et kors

svarende til det, der stod før. En gl. Kyholmboer – Marie Grønbech Larsen, Sildeballe -, hvis søster ligger der, samt flere andre fortalte om hvorledes det gamle kors, der stod her, så ud.

Også skriftlige kilder kunde vi øse af mht.udseendet, men ikke højden. Marie Grønbech L. mente 4-4½ m. Vi drøftede spørgsmålet med dir. Mackeprang, nationalmuseet, og spurgte om de ikke kunde stemme med målene på de romerske kors(kristi kors), men det kunde ikke skaffes oplyst, men det menes, at højden kan passe.

Tømrer M. Mikkelsen lavede tegning efter de gamle beskrivelser og lavede ege-korset. Indskriften er udskåret af snedker M. Thomsen medens maler G. Nielsen har malet korset – sort med de hvidmalede dødningehoved og de overlagte ligende knogler som på det gamle.

Over topstykket og ved grunden er det forsynet med en blykappe for regn og fugt.

Tirsdag den 5. juli stillede vi det op midt for østsiden. Vi fandt stedet, hvor det skulde stå, ved, at måle ud fra den gamle indgang i vest og lavede en m bred vej derover, det pasede lige med midten. Her gravedes korset krydsfod ned. Da stødte vi på en bunke sten, og imellem dem fandt vi resterne af det gamle kors. Af stumperne kunde fagfolk se, at det har vælret fyrretræ. Det er interessant at det nuværende kors netop er rejst på det gamle kors plads.

Jeg garanterer, at det nok skal stå i 100 år, sagde M. Mikkelsen, vi tager imod garantien.

Fra den v. til den ø. længedesides midte har vi lavet 1 m br. vej, så disse veje danner et græsk kors, så dette fredhellige symbol kan stå over kirkegården og ligge på den. Det kunde synes, som der netop har gpået en sti såleledes, når man ser de to eneste gravsteder, vi fandt,, da vejen kommmer ind for enden af dem begge og pladen vender den vej – som mod en gang. Der findes ingen indskrift på stenene; den har nok været malet på.

Endnu kan man huske en 3. grav i N. V. Hjørnet, hvorfra vi fandt en stup marmorplade.

Nu vil vi afsløre den sten, der står ved vestenden af tværgangen. Vi takker murermester J. J, Jensen.

Vi har ladet indhugge:

Her begravedes i krigsperioden 1801-15: 64.

Og i karantænetiden 1831-59: 19.

Stenen er ca 1 m høj og 60 cm bred og står på en granitsokkel. Vi valgte den, fordi den er ikke stor og prangende, men pasende til den nøgterne nog fattige – åndeligt som økonomisk – under Frederik 6.

Indskriften er også derfor gjort så kortfattet og enkel som muligt.

At pladsen er så ren og alting så godt, takker vi opsynsmand Sørensen og hans hjælpere for. Han har udført et godt arbejde ud fra sin store interesse for sagen.

De gamle påskeliljer, som fandtes her, er gravet op og bevaret for at sættes op igen om korsets og stenens fod.

Bukketornene på diget bevares for at værne mod vind og vejr, og hele kirkegården – også gangene – vil blive tilsået med vedvarende græs. Der vil blive en lille udgift til den årlige vedligeholdelse, men det håber vi, at Samsø sogneråd vil hjælpe os med at dække, da dette historiske interessante minde er lige godt for hele Samsø.

Det har været let at arbejde med denne sag, thi alle har vist den største interesse og hjælpsomhed, et smukt vidnesbyrd om deres historiske sans.

Nu 100 år efter, at kirkegården blev taget i brug i sidste periode, er korset rejst på det gamle sted, og en sten er sat for at fortælle om, hvor mange her hviler. Vi kan herovre høre historiens vinge sus, og vi må lytte, også når det nu siger:

Om 100 er alting ikke glemt. Lad disse ting tale om henfarne tider, men også om, at der i vor tid var interesse for, at dette 100 års minde blev opfrisket, fredet og bevaret.

———–

Provst Thomsen, Besser: for 3-4 år siden havde man ikke fået det indtryk at kirkegården som nu, idet alt var sammmengroet af tjørn og ukrudt. Det er en meget stor glæde at se så smukt, det er sat i stand.

Som stedets provst en hjertelig tak til Greven og menighedsrådet fopr dette gamle mindes fredning og bevaring.

Tak til lensgreven for den interesse og den pietet, De på forskellig måde har vist for det gamle. Ønskede, at det vilde være således rundt om, hvor dere er noget værdigfuldt af gammelt, at det bliver bevaret. Derfor tak også til sognerådene, fordi de har vist interesse i dette tilfælde og håbede og så at kunne få hjælp på andre områder til at bevare de gamle ting, inden det bliver for gammelt.

Tak til museumsinspektør H. Kjær.